Benjamin Dickow for et frit europa
Liberal Alliance er Danmarks eneste liberale og frihedselskende parti. Vi tror på det enkelte menneskes ret til at leve i frihed, til at ytre sig i frihed og til at handle i frihed. Vi mener at forudsætningen for ethvert sundt fællesskab er en accept af hinandends forskelligheder og den enkeltes ret til at leve sit liv som den enkelte findes bedst.
Og intet sted er der mere brug for netop det, end i det Europæiske Fællesskab. De seneste år er EU drejet i en yderst uheldig retning, hvor de oprindelig idealer om frihed og frihandel, er blevet afløst af formynderi og økonomisk omfordeling. Den udvikling vil Liberal Alliance have vendt. EU bør i stedet fokusere på sine liberale grundsætninger med integration mellem mennesker og markeder. Et Europa, hvor borgerne kan bevæge sig frit mellem landene, lære af hinanden og udveksle varer og tjenesteydelser uden at skulle bekymre sig om landegrænser.
EU bør spille en positiv liberal rolle indenfor verdenshandelen og arbejde aktivt for en afvikling af handelshindringer og toldsatser. Planøkonomiske ordninger som regionalpolitikken og den fælles landsbrugspolitik bør afvikles uden forsinkelse. Domstolen bør være uafhængig og forsvare borgernes frihedsrettigheder, herunder ikke mindst 'de fire friheder', den fri bevægelighed af varer, kapital, serviceydelser og arbejdskraft.